Årets bedste online undervisningsmateriale!

23. marts 2015

Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling har - i samarbejde med Falihos og HistorieOnline - kåret vinderen af den nyindstiftede pris 'Årets bedste gratis online undervisningsmateriale i historie'. I et skarpt felt blev det 'Skole200' der overbeviste dommerkomiteen med et formidabelt online undervisningsunivers. Computopic har udviklet det online planlægningsskema til Skole200, som har vundet stor anerkendelse.

Pædagogisk udviklingskonsulent Tina Krogh udtaler: "Det online planlægningsskema, der er udarbejdet i forbindelse med Skole200 er et fantastisk værktøj. Planlægningsværktøjet har taget lærerne med storm, og de har været super glade for at bruge det. Flere har i evalueringen beskrevet det som bl.a., genialt, let at bruge, super brugervenligt, let overskueligt, lige hvad vi har brug for, godt gennemtænkt... - og det har sat tanker i gang på skolerne omkring, hvordan dette også kunne benyttes til teamplanlægning, skemaudarbejdelse til eleverne m.m. Keep it simple har været mottoet, da jeg sammen med Computopic udarbejdede idéen til dette skema. Vi er rigtig glade for, at lærerne har kunnet se værdien i et planlægningsværktøj og har fundet det anvendeligt og brugervenligt."

Begrundelsen for at udpege Skole200 som vinder lyder således: "Skole200 er et overflødighedshorn af muligheder for at skabe en undervisning, der aktivt inddrager eleverne, og fremstår som et innovativt eksempel på, hvad et online materiale kan. Skole200 adskiller sig fra andre gængse online sider ved den kalejdoskopiske opbygning, der skaber dynamik og giver rig mulighed for indlevelse såvel som oplevelse. Det tilsammen fremmer elevernes historiske bevidsthed - endda tværfagligt. Oplevelsen er helstøbt og nytænker formidlingen ved at inddrage elementer som brugerinvolvering, deling via sociale medier, responsivt design til mobile enheder og online planlægningsværktøj til lærerne".

Mange hilsener, Computopic

Kim Baasch
Adm. direktør